Hvis man har meget fedt på maven, skyldes det ofte den "forkerte" form for fedt. Dermed kan meget fedt på maven være et tegn på en usund livsstil.
Men det kan være meget svært at komme af med det genstridige fedt på maven, så her får du fem råd til, hvordan du kan komme det til livs.
1. Skær ned på kulhydraterne
Det kommer nok ikke som en overraskelse, men en stor del af fedtet på maven kan fjernes, hvis man skærer ned på de usunde fødevarer. Dette gælder f.eks. sukker, hvidt brød, junkfood, hvid pasta og kartofler. Det skyldes, at disse fødevarer indeholder mange kulhydrater, som kan øge bugspytkirtlens dannelse af hormonet insulin.
Insulin kan både øge væksten af fedtceller og lukke blodsukker ind i cellerne, hvilket i værste tilfælde kan resultere i type 2 diabetes.
2. Undgå mad der indeholder transfedtsyrer
Spiser man meget mad, som indeholder transfedtsyrer, øges risikoen for, at fedtet sætter sig på maven. Derudover er transfedtsyrer generelt meget usundt for din krop, da det er kendt for at øge risikoen for hjerte- og karsygdomme. Faktisk har du 10 gange større risiko for hjertesygdomme, hvis du indtager transfedtsyrer sammenlignet med mættet fedt.
Transfedtsyrer findes naturligt i blandt andet oksekød, men det findes også i en industrielt fremstillet form i blandt andet nogle former for margarine og olie. Disse industrielt fremstillede fedtstoffer er ofte på ingredienslisten, når vi ser på f.eks. fastfood, snacks og kager.
Dog har vi i Danmark lovgivet om brugen af transfedtsyrer, så det siden 2004 kun har været tilladt, at højst 2% af indholdet i olie og fedt på bestå af transfedtsyrer. Før kunne dette tal være helt op mod 60%.
Gør i stedet brug af det sunde fedt, som du finder i blandt andet olivenolie, hørfrøolie, avocado, mandler og fiskeolie.
3. Reducér dit stressniveau
Selvom det er lettere sagt end gjort, så bør du af flere årsager reducere dit stressniveau, da det er meget usundt for kroppen, hvis vi er stressede over en længere periode.
Vi kan naturligvis godt holde til at være stressede i kortere perioder ad gangen, og det er nok også umuligt for de fleste af os helt at undgå. Men oplever du længerevarende perioder med stress, hvor din krop f.eks. begynder at reagere fysisk med symptomer som hjertebanken, hovedpine, svimmelhed og nedsat immunforsvar, så er det et klart signal om, at du skal drosle ned.
Men hvad har stress så at gøre med fedtet på maven? Jo, stress kan blandt andet forringe vores fordøjelse, så maven ser oppustet ud. Derudover er fedtet på maven mere modtagelig overfor stresshormonet kortisol, som sætter gang i lagring af fedt på maven.
I forlængelse af dette er det også vigtigt at få din nattesøvn.
4. Dyrk motion
Du kommer desværre ikke udenom at dyrke motion, hvis du vil komme af med fedtet på maven. Når du dyrker motion, forbrænder du kalorier, samtidig med at motion i moderate mængder reducerer stress.
Sørg både for at få pulsen op og lav mavebøjninger.
5. Plastikkirurgi
Hvis ovenstående råd ikke hjælper, og du har meget svært ved at slippe af med fedtet på din mave, kan plastikkirurgi være nødvendigt. Her kan du enten vælge at få lavet en fedtsugning, en maveskindsoperation eller en fedttransplantation. Sammen med kirurgen finder I ud af, hvilket indgreb der passer bedst til dig.
Det kan også være, du har tabt dig og nu står tilbage med store mængder løs hud, som kan være umuligt at træne væk. I sådanne situationer kan en hudreduktion være en god løsning.
Plastikkirurgi er dog en stor beslutning, både hvad angår den operation, man skal igennem, men også det økonomiske aspekt, da det ikke er billigt. Derfor anbefales det, at du altid prøver med ovenstående tilgange først, og hvis det ikke hjælper, kan du ty til mere drastiske midler. Desuden er det kun muligt at lave fedtsugninger af højst 4 liter fedt, så det er muligt, du skal tabe dig, inden du kan få lavet en fedtsugning.